I Kina spiser de hunde – i Danmark dræber vi børn

Glædelig jul! Lad os tale om abort…

Det er og bør være normen for alle nationalt tænkende individer at være imod fosterdrab. Lad mig indlede med et citat fra Magnus Södermans bog ‘En Nationalism för 2000-talet’ (2017):

“Der tales og skrives for lidt om aborter (eller rettere fosterdrab) i dag. Der findes stort set ingen debat og det er tilmed blevet “værre” at være imod abort end at stille spørgsmål ved multikulturen og masseindvandringen. Jeg har selv i flere tilfælde argumenteret mod den frie abort og det had jeg mødes med fra først og fremmest kvinder, men også mænd, savner modstykke. Og det er ikke bare feminister og deslige som slår vildt omkring sig, mens helt normale folk har tendes til automatiske reaktioner. Ifølge disse er det en kvindelig menneskerettighed at dræbe sit ufødte barn, så længe en vis graviditetsuge ikke er passeret. På grund af dette er det få som vil eller vover at tale imod den frie abort og endnu færre som taler lige ud af posen om denne groteske handling.”

Handlingen er nemlig grotesk. Den underminering af det danske samfund som er lykkedes med kvindelige “friheder”, såsom at rollespille som mænd på arbejdspladser, nem adgang til skilsmissse uden konsekvenser og retten til at dræbe deres egne ufødte børn, er ting som måske føles godt for det enkelte kvindelige individ, men det er skidt for folket, nationen og i sagens natur vores efterkommere. Især hvis vores efterkommere dræbes med velsignelse af staten og dens moderne værdisæt.

Vi har et fødselsunderskud i Danmark. Politikere og danskfjendske interesseorganisationer bruger dette som påskud for åbne grænser, så vi kan få læger og raketprofessorer fra lande som Eritrea i hobetal; alle af den mirakuløse flygtningetype, der skal krydse kontinenter for at komme i passende sikkerhed (af nogen benævnt ulandsparasitter). Samtidig tillades det danske kvinder med en løssluppen livsstil, eller som blot har et syn på deres eget ufødte barn, som noget der er ubekvemt og kommer i vejen for udlevelsen af deres navlepillende hedonisttilværelse, at afslutte dette liv helt legalt.

Det er ikke kun fordi vi ikke kan tillade os den “luksus” det er at dræbe en stor del af en dansk årgang, eftersom vi har brug for børn til at undgå et demografisk kollaps. Det er nærmere hele tankegangen og den degenererede kultur som er vokset frem, hvor promiskuitet og selvrealisering er blevet det isolerede individs personlige religiøse teser, som skal skrottes, og erstattes med en respektfuld holdning til tidligere normale antagelser og verdensanskuelser. Ovennævnte forfatter gjorde selv sin kæreste gravid da begge var 16 år, og der var allerede booket tid til en abort, da de havde deres første aftale med sundhedsmyndighederne, og parret måtte da forklare disse myndigheder at det aldrig ville komme på tale, hvorefter de blev rådvilde, og redegjorde for hvor besværligt det er at være forældre. Men barnet fik de trods alt reddet fra staten.

Det som baner vejen for det offentliges såkaldte gode hensigter, er altså en kynisk ligegyldighed overfor det ufødte barn, og her skal arbejdet gøres. Et sundt samfund værner om familien, og sørger for gode levevilkår for næste generation. Et sundt samfund opdrager sine unge til at idealisere familien og ikke udleve sin ungdom som drukmåse og usle skøger.

Men indtil den skønne dag hvor samfundsnormen er ændret og unge får et andet syn på deres ønskede livsbane, så må vi starte med blot at forbyde dette fosterdrabsvanvid, og i højest mulige grad besværliggøre adgangen til prævention, så et konsekvensløst og udsvævende liv gøres uattraktivt og besværligt. Man kan ødelægge sit eget liv, og flyde med strømmen i et værdiløst forbrugerhelvede, men fosterdrab skal man ikke have lov til, med mindre vi taler ekstreme grænsetilfælde, som oftest bruges som nødbremseargument, når nogen dristes til at forsvare den ufødte mod den feministiske sindssyge.

Kæmp for de ufødtes rettigheder. Der er utroligt nok ikke mange andre der gør det.

Hvem stod i øvrigt bag feministbølgerne? Hvorfra stammer denne samfundsnedbrydende cancer, promoveret som “kvindefrigørelse”? (((Hvem))) mon? Det er noget læseren bør undersøge nærmere, og internettet står klar med tydelige svar. Det er altid det samme. Igen og igen.