Race-Socialisme

Den alternative højrefløj som vi kender den i dag kan nemt inddeles efter to tendenser: race-socialister [1] og traditionalister:
Race-socialister er kendetegnet ved, at de i høj grad accepterer løgnerpressens verdenssyn, men indser raceforskelle og ønsker at gøre vesten hvid igen.
Traditionalisterne er, ligesom race-socialisterne, også bevidste omkring race og ønsker et hvidt hjemland. Men derudover indser traditionalisten, at 3. verdensimmigranterne i sig selv ikke er problemet, og at de nemt kunne stoppes, hvis hvide blot havde viljen. Traditionalisten indser at problemet ligger i en fordærvet kultur, hvor kønsroller er forsvundet, familien er splittet, ambitionen og viljen er væk, mænd vælger ikke at være mænd og socialistisk velfærd sikrer, at samfundets parasitter fortsat kan eksistere.

Så man kan ud fra disse definitioner sige, at race-socialister egentlig ønsker at redde vestens system, som vi kender det i dag, fra den invaderende horde af ikke-hvide. Her vil traditionalisten ikke redde noget i vesten i dag, men derimod gå ind for en komplet revolution af samfundet, for at tilbagebringe den naturlige orden, som var åbenlys for vores forfædre.

Fri-sex er et eksempel på et konfliktpunkt mellem race-socialister og traditionalister. Race-socialisterne mener, at det er okay at have sex uden for parforhold, også med de andre racer, så længe man ikke får raceblandede børn [2]. Traditionalisterne går derimod ind for en familiekultur, hvor man ikke render rundt og har sex uden for parforhold, samt at ens partner er fra sit eget folk og med samme verdenssyn (klassiske vestlige værdier). Altså er traditionalisten imod hele ideen om fri-sex, hvorimod race-socialisten har accepteret mediernes opfattelse, at der ikke er noget problem at se.

Vil man leve i et samfund, hvor man stoler på hinanden, hilser på naboen, og har en god familie eller et storbymiljø med stoffer, bitre singlemødre på velfærd og ingen fædre i syne? Det er henholdsvis sådanne samfund, familie- og fri-sex kulturer skaber. Grunden til at det er afgørende for hvordan folk lever, er at der ikke dannes familier uden parforhold. I den moderne ikke-familie er der altså ingen far, og den lever i komplet afhængighed af velfærdsstaten. Barnet vokser op i en husstand hvor der er ingen der arbejder, eller også er singlemoderen  fraværende med sit arbejde. Der er ingen fremtid eller ambitioner. Meningsløshed omgiver barnet, og det lærer ikke at sætte værdi i arbejde. Derfor er race-socialisters verdenssyn mangelfuldt, da et hvidt samfund ikke er tilstrækkeligt for at have et godt samfund. Det er trods alt ikke gæstearbejderne der gjorde, at vi ikke fik børn, men manglen på børn der blev undskyldningen for at importere dem i første omgang. Se bare på Danmark i dag: Meningsløsheden har ført til whiggers, skøger, svage mænd, bøsser, transseksuelle osv. Så det traditionalistiske perspektiv er at forbedre vores folk, for at få det ønskede samfund, i modsætning til race-socialisten, der ser udlændingene som kilden til problemerne. Generelt ses det at traditionalister og race-socialister ofte er uenige omkring familie, velfærdsstat, kultur og ansvar.

Spørgsmålet om familie er et emne med mange elementer under sig, deriblandt sex kultur som beskrevet tidligere, kønsroller og om det er pædagoger eller forældrene, der skal passe børnene. Her går traditionalisten selvfølgelig ind for traditionelle kønsroller og at forældrene passer børnene, hvor racesocialisten ofte har et feministisk syn på sagen. Uenigheden omkring velfærdsstat kan ses når traditionalisten går ind for selv at tage ansvar og hjælpe dem, der fortjener det, mens race-socialisten går ind for systematisk omfordeling i marxistisk stil, hvor der ikke gøres forskel på om det fortjenes eller ej. Så længe modtageren er hvid, er det ligegyldigt at socialisme faktisk ikke fungerer. Socialisme for hvide folk vil man ofte høre dem sige: Den idé kommer især fra den alternative højrefløj i USA, hvor de forestiller sig Skandinavien som et socialistisk paradis. De har gode intentioner, men fordi de er ofre for løgnepressens manipulation, kommer de ofte til den forkerte konklusion. Der er intet i vejen med tanken om et hvidt samfund, hvor folk hjælper hinanden, men her er det netop, at marxismen går ind og erstatter vores naboskab og solidaritet, i stedet for at fremme den.

Når det handler om kultur, så har race-socialisten ikke altid et problem med moderne samfundsvaner såsom druk, stoffer, fri-sex, bøsseri og feminisme. Race-socialisten forsøger ofte at forsvare hvide ved at ”fjerne” vores frie vilje, og sige vi “dindu nuffin” (Afro-Amerikansk for “ikke gjorde noget”, red.). Traditionalisten anerkender jødisk indflydelse i vores kultur, men holder stadig hvide ansvarlige for at hoppe i med begge ben. Man må heller ikke glemme hvide såsom Voltaire, John Stuart Mill, Martin Nexø og vores politiske ledelse, som alle været en del af forrådningsprocessen, og har modarbejdet fundamentet for et dansk Danmark.

Mike Enoch skal ikke forstås som race-socialist, men jeg anvendte ham som eksempel da en bestemt tanke han havde var i den grøft. Der er sjældent nogen, der er fuldkommen traditionalist eller race-socialist. De fleste har træk fra begge. Mange kommer ind på højrefløjen med mediernes verdenssyn, fordi de har indset at race betyder noget. Vi starter ofte som race-socialister men udvikler os fordi vi bliver opmærksomme på samfundets løgne og hykleri.

[1] ENG. Racist liberal, Florian Geyer fra Mysterium Fasces
[2] Mike Enoch, TDS 230