Løgnepressen hylder hyldest til løgnepressen

Spred kærligheden

Danmarks Radio har bragt en anmeldelse af den nye (((Spielberg)))-film “The Post” om Washington Posts udgivelse af hemmelige dokumenter. Anmeldelsen er, som denne artikels titel antyder, en pinlig og hæmningsløs hyldest fra løgnepressen til løgnepressen.

Denne anmeldelse af en anmeldelse skal ses i lyset af hvad filmens mål er: at (gen)etablere troværdigheden for den jødisk ejede og kontrollerede presse gennem de jødisk ejede og kontrollerede filmstudier i Hollywood. Dette filmprojekt er essensen af ananas i egen juice/jews.

Da Donald Trump annoncerede at han var præsidentkandidat valgte medierne en kompromisløs strategi. Væk var selv overfladiske forsøg på neutralitet, væk var sandhedsværdien og en efterfølgende analyse af dækningen i 2016 viste, at 91% af medierne var direkte fjendtlige overfor denne uvelkomne kandidat som var uafhængig af (((donorer))). Mest bemærkelsesværdigt var det at blot seks (små) aviser ud af tusindvis valgte at støtte kandidaten Trump. Pressen talte med én stemme. Den dybe stats vagthunde i medierne gik efter struben. Blandt gammelmedierne mest tydeligt hos New York Times, Washington Post, MSNBC og CNN. Clinton skulle vinde, uanset prisen.

Tilliden til disse medier, som i forvejen var lav, dalede gennem 2016 til nye lavpunkter. Folk hungrede efter nogen der ville tale dem imod, og Trump var lige hvad de søgte.

At bruge betegnelsen jødepresse er ingen underdrivelse. Det er utroligt at vi lader dem eje vores medier og styre den politiske dagsorden. Hvad laver disse folk i vore lande? Er det ubegrundet “antisemitisme” eller legitim kontrasemitisme der er anledning til at disse rodløse kosmopolitanere er blevet smidt ud af diverse lande 109 gange?

Lad os se hvad DR’s tåkrummende anmelder Per Juul Carlsen skriver:

Hvis ’The Post’ var et møbel, ville den være en elegant svunget gammel lænestol, med mørke lakerede armlæn af det fineste træ.

Hvis den var en bil, ville den være en fin engelsk, håndbygget limousine. Hvis ’The Post’ kunne ryges, ville den være en kasse duftende cubanske cigarer.

Hvis ’The Post’ kunne, ville den være et monument over kvalitet, over solidt, grundigt arbejde, udført af mennesker, der elsker deres håndværk og opfatter det som en del af noget stort og vigtigt – og som først i tredje eller fjerde række har planer om at score kassen eller pleje egen karriere.

Hvis ’The Post’ har heldet med sig, vil den stå som et minde over de humanistiske værdier, vi er i færd med at smide ud i nogle forvirrede, forskruede tider.

Per Juul Carlsen er på knæ og betjener Spielberg som den hjernevaskede shabbos goy han tydeligvis er. Hvis “The Post” var en hundelort ville Per Juul Carlsen hylde dens kornede struktur, liflige duft og beklage at hundelorte ikke længere får lov pryde gaderne som detgjorde i de gode, gamle dage.

Og så vil filmen og dens instruktør, Steven Spielberg, også gerne lige slå fast, at Donald Trump er en håbløs præsident, der er ved at smadre det samfund, han er blevet sat til at forvalte.

Per Juul Carlsen behøver ikke at spise potenspiller. Han kan blot se dette propagandastykke fra hans heltejøder, når han skal i stødet. Det amerikanske samfund er rigtignok ved at blive smadret. Det er på få årtier gået fra at være 90% hvidt og monokulturelt til 65% hvidt og kaotisk og usammenhængende. Ikke på grund af Trump men på grund af jødisk undergravning; kulturelt, lovgivningsmæssigt og institutionelt. Per Juul Carlsen skulle læse Kritikkulturen af Kevin MacDonald og lære mere om dette. Hvem smadrer samfundet, Per?

’The Post’ vil rigtig meget på én gang. Og den formår forbavsende nok at samle det hele elegant op i en lille historie fra en avisredaktion fra 1971.

Det er beretningen om dengang, udgiveren af avisen The Washington Post besluttede sig for at trodse de amerikanske myndigheder og offentliggøre hemmelige dokumenter.

Dokumenter, der fortalte sandheden om USA’s krig i Vietnam – at det amerikanske forsvarsministerium systematisk havde løjet om krigen og længe havde vidst, at den ikke kunne vindes.

Tusindvis af unge mænd blev altså sendt i døden, fordi USA ikke ville tabe ansigt. Den slags politiske griseri skal da ud. Det er vi ikke i tvivl om i dag, næsten 50 år senere. Men for ejeren af The Washington Post, (((Katherine Meyer Graham))), var det ikke nogen nem beslutning.

Lol, WaPo er jo de neokonservatives legeplads og meningsløse krige på vegne af Israel med millioner af døde til følge, er jo præcis det griseri som de agiterer for i dag, næsten 50 år senere. Eller hvad, Per Juul Carlsen? Hm?

USA’s måske fineste avis, The New York Times, havde allerede forsøgt at trykke indholdet af de hemmelige dokumenter, men var blevet bremset af myndighederne. Hvis Graham, der også var i besiddelse af de hemmelige papirer, valgte at trodse forsvarsministeriet og præsident Nixon, risikerede hun at ødelægge den avis, hendes (((far))) havde bygget op (opkøbt efter konkurs – red.) og som hendes afdøde mand havde gjort til en stor landsdækkende avis.

At Per Juul Carlsen også i sin semitofile rus hylder (((New York Times))), trods deres ditto neokonservative dagsorden, er grinagtigt at betragte. Per er ikke J-woke. Han er deres nyttige idiot.

Der var uendelig meget på spil for Katherine Graham. Der var utrolig meget på spil for USA. Og helt vildt meget på spil for den frie presse, der risikerede at plette landets omdømme’

Men Graham valgte at holde fast i ytringsfriheden og publicere indholdet af de såkaldte ’The Pentagon Papers’ og dermed fortælle amerikanerne, at myndighederne systematisk havde løjet gennem mange år.

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at Spielberg vælger at fortælle den historie i en tid, hvor USA’s præsident, Donald Trump, beskylder flere etablerede medier for at sprede falske nyheder.

Men hvor er løgnen, Per Juul Carlsen? Der er talrige eksempler på en løgnagtig tilsværtning af Donald Trump under kampagnen såvel som efter hans valgsejr fra Washington Posts side. Lige fra små løgne som for eksempel at få dukkede op til valgmøde, ved at poste et billede af en halvtom arena mange timer før det propfyldte møde gik i gang, til store løgne omkring uretmæssige underretninger om Rusland. Der er få konsekvenser ved at sprede løgne gennem “unavngivne kilder” og disse frække folk har vist sig at være skruppelløse i så henseende. Så når det er veldokumenteret at de spreder falske nyheder, hvordan kan du så savle over Spielbergs propaganda, Per?

Da The Washington Post slipper for straf for at have trykt dokumenterne, lyder rettens ord: ’Den frie presse er til for at tjene folket, ikke myndighederne’.

De ord bliver næsten mejslet ud i granit, da de bliver talt udover en avisredaktion, alt i mens Spielberg ofrer ikke så få billeder på at vise svedende mænd – primært – der smøger skjorteærmerne op og pukler for at få avisen på gaden og frisktrykte papiraviser i hast afsted fra The Washington Posts velsmurte trykkeri.

’The Post’ er en monumental hyldest til den frie, uafhængige, kritiske presses funktion i det amerikanske samfund. Den er et forsvar for humanistiske grundprincipper. For kvinders ret i et moderne samfund.

Wow, Per. Wow. Respec wamen 4 eva.

Og som film den er et fromt ønske om at genoplive klassiske værdier, det solide håndværk for håndværkets skyld, personificeret i smukt arbejde i ethvert niveau af filmen. Fra Meryl Streeps og Tom Hanks ualmindeligt veloplagte samspil som (((Graham))) og Washington Posts redaktør, (((Ben Bradlee))), til de velvalgte, atmosfæreladte kulisser og det elegante, svævende kameraarbejde af (((Januz Kaminski))).

Jeg giver Per Juul Carlsens anmeldelse af “The Post” 6 ud af 6 giardiasisdiagnoser efter uvederhæftigt røvslikkeri.

Efterlad et svar

Vær den første til at kommentere!

Informer om
avatar