Der har igen været en bølge af skudattentater. De fremmede skyder hinanden. Multikulturelt fyrværkeri året rundt.

Københavns Politi undersøger natten til tirsdag anmeldelser om flere skyderier, et på Amager, et i Brønshøj og et i Brøndby Strand.

Tidligt tirsdag oplyser Henrik Brix, central vagtleder hos Københavns Politi, at en ung mand er ramt af skud ved et skyderi på Frederikssundsvej i Brønshøj.

Han oplyser desuden, at politiet har fået bekræftet, at der er affyret skud på Amager og i Brønshøj.

Klokken 22.42 modtog politiet en anmeldelse om skyderi ud for Frederikssundsvej 123 i Brønshøj.

Lidt over en time senere – klokken 23.48 – modtog politiet en anmeldelse om skyderi nær en basketballbane ved Glommensgade og Sæterdalgade på Amager.

Skød efter to personer i Brøndby Strand

Klokken 21.07 modtog Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om skud, der var affyret ved indkøbscentret Brøndby Strand Centrum.

En bil med en gruppe unge mænd (hvilke unge mænd, TV2? -Red.) menes at have været mål for skuddene. Ingen blev dog ramt.

Vi har altså at gøre med en meget stor gruppe frustrerede arabiske mænd, som i depressiv afmagt affyrer skarpe skud dag ud og dag ind.

Vi har undersøgt sagen på Dagens Blæser og det hele bunder naturligvis i Danmarks krigeriske fortid. Du har nok lært om det i skolen, men vi opridser alligevel de store træk her.

I februar 1961 drog Danmarks hær på 88.000 mand sydpå. Vi transporterede vores habengut, alt fra kampvogne til jetjagere til Grækenland, hvorefter vi slog ind i Tyrkiet og massakrerede løs på civile i så stort et omfang at folk og fæ druknede i blod. Det år var årets pressefoto faktisk billedet af en dansk soldat der hjalp en druknende kat op af en blodflod nær Konstantinopel, men det er en sidehistorie.

Efter slagtningerne i Tyrkiet, hvor vi ikke mødte synderlig modstand, splittedes den danske hær op i såkaldte dødsdivisioner. En drog til Irak, en til Afghanistan, en anden til Somalia og så videre. Med alt fra knive til ugelange luftbombardementer udslettede vi arabere, negere og centralasiatiske befolkninger – man har løst vurderet dødstallet til seks millioner – og omkring juletid, samme år som hæren drog afsted, trak vi tropperne hjem igen. Militæraktionen blev herhjemme kendt som Operation Mudderblod, og man kunne hver dag i radioen høre de danske Jenser fortælle om deres hæmningsløse slagtninger til stor jubel. Mangt et pigeværelse havde i 1961 billeder af stolte soldater der poserede med deres brune, blodindsmurte ofre. Det var en anden tid, og allerede i 1962 forstod man at man nok var gået over stregen. I dag er Operation Mudderblod et tabuiseret emne, men det er relevant i forhold til det vi oplever i Danmark år 2018.

Gaderne i Kirkuk, marts 1961, efter danskernes blodsudgydelser. Et typisk scenarie. (copyright Forsvaret)

De ufattelige ødelæggelse og systematiserede myrderier, begrundet i det irrationelle had som er en del af den danske folkesjæl, skabte en masse impotent vrede hos vores ofre. De satte derfor kursen mod nord for at søge hævn, cirka 1964, og til deres store overraskelse var der pludselig opstået en selvskadende adfærd, en historieløs naivitet, en form for kulturmarxistisk massepsykose (måske på grund af skammen over vores kollektive forbrydelser), og tyrkerne, der var først på færde, fandt at de kunne kravle ud af deres tanks og lade sig bære i guldstol ind i nybyggede luksuslejligheder og få højtbetalte stillinger i erhvervslivet. Resten af historien om masseindvandringen kender vi.

Så når kuglerne flyver i danske byer, når du hører højlydte arabere råbe og skrige, der hvor man møder dem, så husk at for blot en håndfuld årtier siden skar danske soldater kors i panden på små tyrkerbabyer og sprættede ældre damer op for at skide i deres bug. Vi har virkelig noget at angre. Så giv vores nydanske muggiskytter lidt snor. Husk 1961.