Blev drillet til fodbold: rejste seks millioner kilometer til Danmark

Spred kærligheden

Jeg har stadig ikke læst eller set en tudehistorie fra en tredjeverdenssnylter, der har virket som en værdig undskyldning for deres lange, lange, lange færd til det fjerne Skandinavien. Vores danskhadende presse pumper disse ud på samlebånd. Man skulle tro, at hvis de ikke hele tiden manipulerede med Fjernsynsdanmark, så ville det mareridt der møder Jensen i gadebilledet vække ham til dåd, mod den kriminelle fremmedimport som hærger kongeriget.

Vi har allerede sidste år lavet en fantastisk artikel om en foldboldperker, Nadim McMuggifjæs, der blev årets muhamedansker. Tænk at komme tusindvis af kilometer fra og kunne sparke til en bold. Giv den valmueprinsesse et dansk pas omgående!

Here we go again... Tilgiv de lange artikelcitater. Dette var en unødvendigt lang og ensidig skæbnefortælling, skrevet som “kære dagbog” prosa, så der er meget fyld, som var svært at skære bort.

Khalida Popal var 14 år inde i livet, da hun besluttede sig for at sætte det på spil.

På asfaltbanen i pigeskolens gård i Kabul lå den fodbold, hun få minutter inden havde sparket til med veninderne. Nu punkteret og flænset af knive. Mændene havde hørt deres legende stemmer og forceret skolens betonmur. Det var foregået hurtigt og brutalt. De stjal tasker og bøger, kastede med sten og truede med mord, hvis pigerne nogensinde spillede fodbold igen.

– De sagde, at vi burde skamme os. At vores brødre og fædre skulle dø for at bringe skam til landet.

Forfærdelsen kan stadig høres i Khalidas stemme 17 år efter.

“De sagde jeg ikke måtte spille fodbold.” WOMP WOMP. Hvis det er normen, og hun ikke vil følge den, så er noget jo gået galt i hendes opdragelse.

– Lige dér vidste jeg, at jeg gennem fodbold ville stå op imod dem, der angreb kvinder. Jeg ville kæmpe for kvinders rettigheder. Uanset hvad, fortæller Khalida Popal og fortsætter:

– Det står hverken i nogen religion, i nogen bog eller på selve bolden, at fodbold er et mandespil.

Så tag tilbage til Afghanistan og kæmp, din infame velfærdsturist. “Uanset hvad” betyder åbenbart ikke at man skal være til stede, men blot kan tage på asylcenterturné og give peptalk til andre lykkeriddere fra hendes lorteland.

– Men et mandsdomineret samfund og årtier med krig og Talebanbevægelsens regime havde en effekt på Afghanistan. Samfundets norm var, at en kvinde skulle blive hjemme og være tjener. Og jeg var i den alder, hvor jeg stillede spørgsmål til alting.

”Hvorfor er der ingen aktiviteter efter skole for os kvinder?”, var et af dem.

Bu-hu. Så det var ikke uden problemer at spille fodbold. Hvad er det præcis lige du laver i mit land igen?

Små fodboldmiljøer poppede frem, og i 2007 kom klimaks. Efter seks års kamp og svære forhandlinger med det afghanske fodboldforbund blev kvindelandsholdet etableret. Holdets første kamp var mod de kvindelige NATO-styrker.

Afghanistans kvindelandshold vandt 5-0, og Khalida var anfører.

I dag er hun stolt af, at de skrev historie. At hun var med til at ”skabe revolutionen og ændre kulturen” i sit hjemland. Men det er afsky, der vælter indover hende, da samtalen falder på fodboldkampen.

– Det var vanvittigt.

– I min barndom havde jeg set i nyhederne, at Taleban henrettede kvinder i straffesparksfeltet på et fodboldstadion. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg en dag ville sparke til en fodbold på det samme stadion. Det samme sted, som kvinder var blevet skudt, husker Khalida Popal om Ghazi Stadium, der hver fredag fungerede som henrettelsesplads under Talebans regime, og nu var forvandlet til landsholdets hjemmebane.

Vi ved alle at Talebans hovedformål var at myrde alle kvinder. Under deres korte styre blev 93% af alle kvinder i Afghanistan myrdet på Ghazi Stadium. Uhyggeligt. Alene i straffesparksfeltet mistede seks millioner livet.

– Vi begyndte at spille fodbold, fordi vi ville stå op imod Taleban, op imod alle de mænd, der dræbte kvinder. Der misbrugte dem. Vi ville sige: ”Selv om I har skudt os, selv om I har dræbt os, så vil vi rejse os igen.

– Og hver gang vi spillede som landskamp, sagde vi, at vi stod sammen for de kvinder, der var blevet skudt dér uden grund. De kvinder, der var ofre. Vi var nødt til at stå sammen og være forenede. Vi var stemmen for de stemmeløse.

Khalida Popal fortæller historien med glødende øjne i et halvmørkt konferencerum i FC Nordsjælland. Til daglig arbejder hun i fodboldklubbens kvindeafdeling. Senere i dag skal hun besøge Center Sandholm – det første sted, der mødte hende, da hun satte fødderne i Danmark. Men først fortæller hun, hvorfor hun forlod landsholdet i Afghanistan og endte på asylcentret i Allerød.
Fodbold med livet som indsats

To år efter kampen på Ghazi Stadium havde Khalida Popal som den første kvinde nogensinde fået en ansættelse i det afghanske fodboldforbund. Hun var blevet ansigtet på kvindefodbold i Afghanistan. Og hun brugte sin stemme.

– Hver gang jeg tændte for fjernsynet, hørte jeg, at de skød kvinder. At de slog dem.

Dagen efter fik medierne altid et opkald.

– Jeg sagde: ”Vi tager revanche. Vi står sammen. Ingen kan ikke stoppe os.”

Men hver gang, hun ytrede sig, svarede mændene igen med vold. Og hver dag, når hun sagde farvel til sin mor og bevægede sig igennem Kabuls gader til fodboldtræning, var det med risikoen for at miste livet.

– Jeg blev angrebet fysisk på vej til træning. Jeg skiftede hele tiden telefonnummer på grund af trusler. Jeg var tæt på at blive voldtaget mange gange. Jeg var meget heldig, at jeg overlevede.

– Jeg følte, at min familie og jeg selv ville blive dræbt, hvis vi blev i Afghanistan. Jeg var nødt til at flygte. Jeg var nødt til at efterlade alt bag mig for at redde min stemme og forsvinde ud af landet

– Jeg prøvede at forblive stærk og ikke vise mine følelser til de andre piger. Jeg var bange for, at mine holdkammerater ville blive bange og svage. At de ville stoppe med at spille fodbold. Jeg var nødt til at vise dem, at jeg var stærk. Lige indtil jeg sad i flyet. Og så…

Khalida lukker langsomt øjnene og ryster på hovedet.

– Og så tænkte jeg… nu forlader jeg mit land. Det var det værste tidspunkt i mit liv.

Alle minderne sidder stadig i hende, da vagten åbner den elektriske port til Center Sandholm og Khalida træder ind for at genkalde tankerne fra dengang, hun ankom til Danmark. Uden visum havde hun levet flere måneder under jorden i Indien, inden hun endte her.

Hvis vi antager at hendes historie er sand, så er der jo mange steder i det kæmpestore land, hvor hun kunne være i fred. Eller blot lægge en dæmper på sin tøsefodboldjihad. Men nu var altså i stedet smuttet til Indien. Og så skulle hun tusindvis af kilometer nordpå? Her er der lige pludselig ikke den store skrivelyst. Det er bare “plop”, nu er hun i Danmark. Ud af det blå dukker der hundredtusindvis af fremmede op i Danmark. Magisk. Hun er et klasseeksempel på hvor langt væk vores landsforræderiske og tossegode flygtningelovgivning er kendt.

En ansat på centret guider Khalida rundt mellem de gamle, gule kasernebygninger. Meget har ændret sig siden dengang, bemærker Khalida. Sengene er bedre, fodboldbanen er større. Men hun har ingen problemer med at erindre de mørkeste dage i sit liv, da hun tager fat i den grå metalramme på en hængekøje i et af værelserne.

– Jeg husker det som i går. Der var ingen elektricitet i bygningen.

Det nægter jeg at tro på. Selvom jeg ville ønske disse invaderende djævle blev opmagasineret i kolde containere, så snart de illegalt viste sig her, så tvivler jeg på at Sandholmslejren ikke havde el.

Ingen lås på toiletterne. Jeg tænkte, hvor er jeg endt?

Undrer man sig egentlig over at det første hun har at sige om sin ankomst til Smørhullet er brok, brok, brok? Typisk muggi. Uforskammet fra første færd. Tag dog hjem!

Jeg havde ingenting at gøre her.

KORREKT! Du har vundet et pund kaffe og en halv gris.

Da jeg startede med at spille fodbold og startede revolutionen for kvindefodbold i mit land, vidste jeg, at jeg på et tidspunkt ville betale en stor pris. Men jeg tænkte på intet tidspunkt, at jeg skulle forlade landet og ende på et asylcenter i Danmark.

– Jeg var syg. Jeg sad og lavede ingenting. Jeg følte at jeg var i et bur. At jeg havde vinger. Men at jeg ikke kunne flyve. Jeg følte, det var enden på livet. Og nogle gange fortrød jeg, at jeg ikke bare var blevet dræbt i mit land én gang i stedet for at blive dræbt her hver dag.

Sandsynlig historie, søster lagkage.

Udover at hjælpe kvindeafdelingen i FC Nordsjælland, rekrutterer Khalida i dag spillere til det afghanske kvindelandshold. Og så graver hun – som i dag – jævnligt sin fortid op som taler på store fodboldkonferencer.

Sagen er den at jeg egentlig synes det er fint, hun spilder sin tid på tøsebold. Hun kan gøre hvad hun vil. Og Afghanistan kan gøre hvad de vil. Hvis de vil tillade foldbold eller kun bruge deres sportspladser til retsprocesser, så er det deres sag. Nationalister respekterer andre lande i vid udstrækning, i skarp kontrast til vores nuværende krigsliderlige elite, som med iver svarer ethvert kald fra Israel om at bombe hid og did.

Men hun har intet, absolut intet, at gøre på vores kontinent, i vores land eller i FC Nordsjælland. Hvis hun udviste diskretion og indpassede sig til de lokale forhold hvor hun kom fra, så kunne hun sikkert godt sparke bold i fred. Men hun gjorde det til en mission mod patriarkatet. Derfor ophøjes hun til helt i Hanrejsdanmark. Til spørgsmålet om ikke et sådant kvindeikon fortjener at leve i Danmark siger vi

NEJ. UD.

Efterlad et svar

3 Kommentarer på "Blev drillet til fodbold: rejste seks millioner kilometer til Danmark"

Informer om
avatar
Sorter efter:   nyeste | ældste | mest stemt
Komponisten
Gæst
Komponisten

Perker? tjek.
Undertrykt af mænd fra hendes eget land? tjek.
Sviner Danmark til selvom hun sikkert har fået alt? tjek.
Spiller fodbold, (som er en patriarkalsk social-konstruktion kun beregnet til at fratage alle kvinder rettighederne, det ved vi jo alle…) og er anfører? tjek.
Ender pludseligt op i kolde Danmark, med de onde danskere? tjek.

*Et par shekels skifter hænder*

Det er næsten (((ren magi))), men det er sådan vi får artikler af denne type.
Artiklen er skrevet af en mand lol.

Oversætteren
Gæst
Oversætteren

Hun har ikke tænkt et sekund på “girl power”, før hun kom hertil og opdagede, at det åbenbart var normen her.

Rottefængeren
Gæst

Opsummeret så er nigger-skøgen træt af at afghanske mænd ikke tillader at jøder smadre deres nation igennem perversionen af deres døtre, koner og søstre.

Hvor er problemet??