“Hvorfor beder Claus mig om ting?” – DfS i hus med millionen

Tillykke! Tillykke er et mildt ord. Foreningen Det frie Sverige har i går nået målet om, separat fra medlemskontingenter, at indsamle en million svenske kroner (ca. indsæt komisk lavt DKK-beløb) til det første Svenskernes Hus. De sidste hundredtusinde kroner kom i hus på blot et par dage. Det er imponerende. Eventyrligt.

Folken bag Det frie Sverige så muligheden for dette projekt på baggrund af den respons, villighed og aktivitet de kunne konstatere var til stede i forbindelse med deres hidtidige foretagender.

Det er ingen hemmelighed at der er, og altid har været, en kløft mellem den danske nationale fløj og den svenske ditto. Det er to helt usammenlignelige størrelser. Vi har respiratorkrævende lav energi. Dette er en konstatering. Når jeg i overskriften spørger “hvorfor beder Claus mig om ting?”, så er det fordi man ved at bede om ting, at få søsat projekter og bede om opbakning, kan vurdere hvorvidt folk er klar til et reelt engagement. Tidsmæssigt, monetært, intellektuelt. Hvorvidt man vil bakke op om ting, små som middelstore. Om man vil orke at lægge en kommentar, eller møde op sætte sig på en stol til en højpoleret kvalitetskonference.

Jeg indser at tiden i Danmark ikke er moden til at nationalistiske initiativer kan få vind i sejlene. Vi har ikke antallet, og slet ikke gejsten til at kunne præstere 10% af hvad Sverige afstedkommer. Det er ikke mangel på foreninger, projekter, partier som hindrer en opblomstring. Det er manglen på offervilje, selv på et lille niveau, som er fraværende. Igen, dette er ikke en kontroversiel udmelding, men en konstatering over flere år.

Måske kommer der på et tidspunkt folk flokkende til vores side, gjort af det rette stof. Det er jeg overbevist om. Folk der kan og vil yde, ofre og lede. Jeg vil vurdere at det har lange udsigter, og sådan er det bare.

Herfra skal fokus justeres en anelse. Dagens Blæser vil fortsætte med at pumpe artikler ud, dag efter dag, og prøve at flytte Overton-vinduet mod en genrejsning og normalisering af et kompromisløst “Danmark for danskerne”-budskab. Men opfordringer til at aktivere læsere, opfordringer til at få flere skribenter, opfordringer til at folk med talent starter nye podcasts, opfordringer til at deltage i kødrumsarrangementer og lignende forsøg på at finde aktive ildsjæle, lægges på hylden. Det er for det meste – ikke komplet – men for det meste et stort spild af tid. Vi på Krystalgade-redaktionen fokuserer på vores eget arbejde, holder gryden i kog og viser vejen vi finder bedst.

Jeg håber at NMB har succes med at få solide danske medlemmer, og at de vil vokse og trives. Måske er det dem, der kan være det nationalistiske væksthus? Måske.

Men stort tillykke til Dan Eriksson, Magnus Söderman, Daniel Frändelöv og de 1.200 andre i Det frie Sverige, som gennem en ypperligt beundringsværdig offervilje har formået at virkeliggøre deres visioner. Det er fantastisk at se hvor vidtforgrenet og bomstærk den nationale vilje er i Svea. Jeg hørte Erik Striker sige i en podcast, at han mente redningen af Europa ville udspringe fra Sverige. De andre lo, men han vidste hvad han snakkede om. I forhold til befolkningens størrelse, og på trods af billedet af Kaptajn Sverige og Hanrejsriget, så formår nationalisterne ting, som vi stadig kun kan drømme sødt om.

En skønne dag.

Bravo!