Spilanmeldese: Angry Goy 2

Det er simpelthen lettere at sætte sig ned og skyde små gule skævøjer i et Vietnam-skydespil eller erobre universet i et strategi-spil end det er at gøre de ting i virkeligheden, men næsten lige så underholdende vil jeg tro. Så det bør ikke komme som nogen overraskelse at jeg som så mange andre unge mænd i vesten bruger (for) meget tid på computerspil.

Trods af deres underholdningsværdi for den enkelte, er computerspil ikke er noget at prale af og sjældent noget at snakke om. Men jeg håber at (B)læseren vil lade denne anmeldelse være en undtagelse da det handler om årets måske bedste computerspil: Angry Goy 2.

Angry Goy 2 tager udgangspunkt i at præsident Trump, youtuberen Pewdiepie og en række andre vigtige personligheder er blevet fanget af diverse venstrefløjs-kanaljer og det er op til spilleren(e) at redde dagen ved at samle en RWDS [højreorienteret dødspatrulje] og befri disse gidsler, og naturligvis udrydde det degenererede afskum der står i vejen for dette mål.

Spillet er delt op i “akter” der forgår i forskellige bygninger, hver akt er delt op i etager man avancerer til med en elevator, og på hver etage er der en mængde fjender der skal skydes, slås eller på anden vis pacificeres. I første akt skal man kæmpe sig igennem horder af kommunister. Nogen kaster med flasker, andre slår med kæder eller røde faner, og som en sjov lille bonus er der kvindelige feminister der bare råber af dig med en megafon om dine “hvide privilegier” uden at anrette skade… Men på trods af deres ufarlige eksistens bliver man nødt til at dræbe dem, hvis man vil videre i spillet.

Når man klarer en akt får man at vide hvor hurtigt man gjorde det og der spiller et lille stykke film eller tale fra Onkel Overskægs eller hans samtid. Hvorimod når man dør toner teksten “Du fejlede i at redde vesten” frem og man ser/hører et stykke ubehageligt video- eller lydklip af for eksempel en nyhedsreportage om de pakistanske voldtægts-bander i Rotherham, England. Så hvis man vil beholde sit gode humør skal man sørge for at lade være med at dø. Alt dette kan man dog springe over.

I modsætningen til det første Angry Goy spil, er der mulighed for at vælge hvilken karakter man vil spille som, med hver deres egne våben og mængde af liv. Når man har spillet en omgang, om man så har vundet eller ej, åbnes der for flere karakterer som man så kan vælge til næste omgang. Man starter med at have mulighed for at vælge blandt andre Richard Spencer der, bevæbnet med en tiki-fakkel og en derringer pistol, er spillets måske svageste figur. Man arbejder sig igennem både radiovært Christopher Cantwell og danske Natt Danelaw der er rimelig stærke figurer. Til slut når man til religiøse personligheder som Odin (der af uransagelige årsager har et fuld-automatisk haglgevær), Jesus med bla. pisk, og Hitler der med mein-kampf miner, minigun og gas-apparat transportabel afluser, har spillets måske kraftigste arsenal.

Der er også mulighed for lokal multiplayer for 2 personer, dette kræver dog 1-2 xbox joystick eller tilsvarende. Jeg har hverken passende joystick eller nogen jeg tænker der vil spille det med mig, så jeg må desværre lade multiplayeren stå uden yderligere beskrivelse.

Der står på menuen at spillet stadig er i beta, altså ufærdig, og jeg vil derfor undlade at kommentere på tekniske aspekter eller give en endelig vurdering. Design og variationen af våben, baner og karakterer er absolut superb, men når man har lært hvordan man skyder og undgår at blive ramt af fjendernes projektiler, er det bare et spørgsmål om at kværne igennem alle fjenderne. Man kan gøre det sværere for sig selv ved at vælge en svag figur, men ellers er spillet ret ligetil. Så det er værd at prøve men man får nok ikke mere end højst et par timer til at gå med at lege dødspatrulje.

Spillet er kun til windows og kan downloades gratis på radicalagenda.com/ag/. Hele herligheden fylder under 500mb, så hvis man havde en masse gamle CD-R’er liggende, der jo som bekendt kan holde op til 700mb, så kunne man brænde kopier af spillet og donere dem til den lokale skole eller fritidsklub… Bare en tanke.