Inuitter har glemt at være inuitter

Spred kærligheden

Siden deres uforglemmelige og utvivlsomt utilgivelige frækheder i forbindelse med deres “valg” i 2018 til Spæktinget, deres Fætter Guf-parlament, har jeg været ret uforsonlig. Hele Dagens Blæsers redaktion har ment at denne skævøjede krigserklæring mod danskernes nordlige juvel, burde mødes med simpel og total deportation af alle inuitter til en fjern, nordliggende region. En helt fortjent reaktion på deres igangværende tyveri af danskernes hellige arvegods.

Men jeg er blødt lidt op. De er jo komplet ubehjælpelige og jeg vil faktisk gerne have at Danmark hjælper dem. Med at være sig selv. De har glemt deres primitive eksistens og overlevelsesmekanismer, indsmurte som de er i dansk gibsmedat og radiatorvelfærd. En skæbnehistorie rørte mig og ledte mig til denne indsigt. Vi skal vise den inuitiske gæst hans vej og klæde ham på til islivet.

Mor til to: Jeg vil Grønland, men ikke på bekostning af mine børn
Naasunnguaq Pedersen er vendt tilbage til Grønland efter syv år i Danmark. Dårlige oplevelser med bolig, børnepasning og sundhedsvæsenet får hende nu til at overveje at flytte tilbage til Danmark.

På grund af dårlige oplevelser med sundhedsvæsenet, en bolig, der ikke er i orden og manglende vuggestueplads til sønnen Milo, overvejer Naasunnguaq at flytte tilbage til Danmark.

Milo betyder “fermenteret sælblod” på spytsprog, og trækker tråde til forfædrene, der ikke havde adgang til dansk brændevin.

– Vi flyttede hertil for et år siden. Min datter kom i en børnehave, hvor hun ikke havde det godt. Hun fik det dårligere og dårligere, for hver dag der gik, og ønsket om at flytte hende til en anden børnehave fik vi nej til. På det tidspunkt så jeg ingen anden udvej, end at jeg tog børnene med tilbage til Danmark, mens min mand blev her og arbejdede, fortæller Naasunnguaq.

Hvad foregik der i den børnehave siden at barnet fik det synligt ringere for hver dag? Så ringe at hun tog helt til Hoveddanmark for at få statspasset børnene? Mystisk. Hvordan opnåede man trivsel før Nutidsdanmarks institutionshelvede overtog inuitlivet?

At skubbe sin miniinuit rundt i en sengekonstruktion på hjul er ikke en naturlig ting. Det ser helt skørt ud.

– Jeg er rigtig glad for mit studie, og det går godt, men det er hårdt. Jeg har en eksamen om et par dage, men jeg har ikke rigtig nået at læse op, fordi jeg er nødt til at passe min dreng. Min mand kan heller ikke gøre noget, for hvis han bliver fyret, så har vi ikke noget sted at bo. Hvis han mister sin indkomst, så har vi ikke nok at leve for, siger Naasunnguaq.

Det viser hvor tosset der er at leve det moderne, danske liv, som ej heller danske kvinder trives ved. Hun skulle passe sin yngel i igloen og rense dagens fangst, uden disse absurde forpligtelser.

I løbet af interviewet har Milo skiftet sin mors arm ud med gulvet. Han skubber sig frem på blenumsen og undersøger, de ting han kan få fingre i.

– I vores lejlighed er der ingen isolation i gulvet. Milo kravler rundt, og han bliver ved med at få blærebetændelse. Det er ikke en særlig optimal situation at skulle blive ved med at bo sådan et sted. Min datter og jeg har også været syge flere gange i de seneste fire måneder, siger Naasunnguaq.

I render jo også rundt i tyndt H&M tøj fra Kina i stedet for tykke sæljakker. Børnene skal pakkes ind i vintertøj, og ikke rende rundt med ble og bare ben. De kopierer dansk levevis hvilket selvfølgelig ikke alene er unaturligt for en inuit, men altså også direkte sygdomsfremkaldende.

En anden udfordring er sundhedsvæsenet. Oplevelsen for Naasunnguaq er, at man ikke bliver taget seriøst.

– Det er sket flere gange, at vi ringer og siger, at vores datter er syg. De har gentagende gange over telefonen sagt til os, at der ikke er noget i vejen med hende. En dag tog vi hende alligevel med derned, og så viste det sig, at hun havde tre forskellige infektioner, siger Naasunnguaq.

“Shuuun har det…fffint. *hik* Bare i ssssjeng med hende så’ det fin-fint. *glug-glug*” t/Doktor Akabælle

– De siger, at de har brug for arbejdskraften. At de vil skabe gode muligheder for os unge, der vender tilbage, men de vil hellere investere i en lufthavn. Hvis de gerne vil have, at de unge skal komme tilbage, så skal der også være noget at komme tilbage til. Jeg ved godt, at det ikke kommer på én gang, men man skal også lægge nogle kræfter i det. Det føler jeg ikke, at der bliver gjort nu. Vi bliver overset.

Det er et råb om hjælp. Det vidner om manglende trivsel. Men hun ved (forventeligt) ikke hvad det er der mangler i hendes liv; hvorfor hun er så utilfreds. Jeg vil som en nådesgave skole dem i inuitlivet.

Hvordan klæder man sig på, så man ikke fryser i -40 grader?

Hvordan bygger man en isbolig?

Hvordan fisker man?

Og så videre. Der findes nok allerede bøger om dette, så vi behøver nok ikke engang at opfinde den dybe tallerken.

Men gennem et kursus kan de forhåbentlig lære hvem de er/var og hvordan deres liv igen skal blive. Det er egentlig ikke vores byrde, men lad os påtage den alligevel. Og så sende dem nordpå. Langt, langt nordpå. Til deres nye liv. Deres gamle liv. Så kan vi igen indtage hvert hjørne af vores historiske arv. Den mægtige, smukke ø. Vores Grønland.

Efterlad et svar

1 Kommentar på "Inuitter har glemt at være inuitter"

Informer om
avatar
Sorter efter:   nyeste | ældste | mest stemt
LarsLarsen
Gæst
LarsLarsen

En smuk gestus må man sige. Nogen ville måske foretrække harpunocaust metoden til at slippe af med dem men jeg er selv lidt af en humanist og dette lyder ganske fint.