Svenske myndigheder kidnapper russiske børn, placerer dem hos islamister

Hele denne historie er som en dystopisk roman, der kunne beskrive et anarkotyrannisk, postdemokratisk helvede på Jorden. En historie om ægte ondskab, indædt vilje og nødvendigheden af håndfast handling.

Men det er selvfølgelig ingen roman. Det er Sverige anno 2019.

En russisk famlie er i Sverige, faderen arbejder som tagdækker. En velkendt situation i Skandinavien. Østarbejdere. Ja, ja. Der sker så tilsyneladende det, at moderen af svenske myndigheder vurderes til at have psykiske problemer. Jo. Javel. Og så går det løs i Klovneland. Socialtjenesten siger at eftersom faderen ikke har nogen fast stilling, så kan han ikke være forsørger for sine egne børn. De kidnapper derfor, naturligvis mod forældrenes vilje, alle deres tre børn. Herefter bryder de EU’s egne konvention om at det ikke er tilladt at placere børn i fremmede kulturelle miljøer, og afleverer de kidnappede piger hos en muhamedansk, libanesisk familie. Herefter dikterer de at faderen kun kan se hans tvangsfjernede børn én gang om ugen i maksimalt 6 timer.

Ikke så underligt at folk nu og da gør ting i Minecraft og Spyro 3. Den desperate far beslutter at rejse tilbage til Rusland med sine døtre, og tager dem med sig (formentlig i forbindelse med det ugentlige samvær). Han tager på flugt fra Sverige og går ombord på en færge mod Polen. Samtidig anmelder muggifamilien sagen til politiet og de russiske piger efterlyses internationalt(!). Derfor stoppes de af de polske myndigheder.

Faderen søger efterfølgende hjælp og får sagen for retten. Den groteske sag får en del medieomtale i Polen, med åbenbart slet ikke i Danmark. Polen ophæver den svenske socialtjenestes skandaløse beslutning og giver faderen retten til pigerne. Hans asylsag efterprøves nu.

Endeligt genforenet, i sikkerhed for det judeomuhamedanske terrorregime Sverige A/S.

Denne sag har kastet et lys på den store magt socialtjenesten har, og den manglende granskning der er af dens virke. Der er desuden sket en voldsom stigning i disse sager om tvangsfjernelse, hele 23% siden 2013, og der er mange der tjener gode penge på dette. Ikke mindst den libanesiske ørkenklan, der spandt guld på statens totale overgreb.

Ligesom der ved forårstid er helt proppet på de svenske veje med politifolk, der tjekker hver en vogn for de rigtige dæk, og kradser bøder ind hos hr. Jönsson, lige så fraværende er de i de svenske forstæder, hvor autoriteten er givet til kriminelle rotter. En situation vi så småt er bekendt med i Lars Løkkes Muggiland.

En faders resolutte optræden redder pigerne fra tvangsislamisering.

Trods alt havde denne uvelkomne gyserhistorie en forholdsvis lykkelig afslutning, men i guder hvor er der megen råddenskab at finde. Hvor man end stikker en pind ind i vores skandinaviske, multikulturelle statsforvaltningsgrene, vælter det ud med maddiker og betændelse. En rensende nationalisme bør straks gives i store, stærke doser.