Løkke kapitulerer, Paludanerriget indstiftes d. 5. juni

Ham den tykke ølslubrer, der for tiden kalder sig Danmarks statsminister, har bestemt sig for, at der skal afholdes valg d. 5. juni. Alt tyder på et nederlag til blå blok—et nederlag, der i øvrigt ikke bliver mindre af, at Venstre nu klart melder ud, at de ikke har i sinde at samarbejde med Rasmus Paludans Stram Kurs.

Der er tilsyneladende ingen tvivl om, at SK faktisk formår at komme i Folketinget. I de tre meningsmålinger, partiet indtil har været inkluderet i, har de fået hhv. 2,7%, 3,9% og 2,4% af stemmerne. Sidstnævnte tal kommer fra måleinstituttet Voxmeter, der også typisk har givet Nye Borgerlige en markant lavere stemmeandel end i andre meningsmålinger—ja, i den pågældende Voxmeter-måling er NB faktisk helt nede på 0,9%, og står derfor selvsagt slet ikke til at komme i Folketinget. Om det så er Voxmeter, der har ret, mens alle de andre måleinstitutter tager fejl, eller om det forholder sig omvendt, vil tiden vise; men vi kan da i hvert fald sige, at SK selv i værste fald står til fire mandater i Folketinget. I bedste fald lader de til at kunne ende med omkring syv.

Selvfølgelig håber vi her på Blæseren på, at Paludan under debatterne virkelig formår at vække befolkningen, og at han ender med 88% af stemmerne. Så skal Grønland og Sydslesvig atter blive danske, alle medlemmer af det Radikale Venstre skal udvises til Eritrea, svenskere og holstenere kommer til at sidde bagerst i bussen, hvor de hører til, og Jørgen Leth bliver udnævnt til guvernør af Dansk Vestindien (jeg overvejede at sige Søren Pape, men det ville simpelthen være for ulækkert).

I tilfælde af dette ikke sker, ved jeg (som jeg har nævnt før) godt nok ikke, hvad der skal blive af regeringsforhandlingerne. Jeg er stødt på dem, der hårdnakket påstår, at “de røde” nok skal få rottet sig sammen i sidste øjeblik. Det skal jeg selvfølgelig ikke endegyldigt kunne udelukke, men jeg er altså heller ikke sikker på, jeg køber den.

Elbæk insisterer fortsat hårdnakket på, at han selv vil være statsminister, og uden ham er det ikke garanteret, at rød blok overhovedet kan nå op på 90 mandater. Selv hvis vi ser bort fra dette, har jeg svært ved at se, hvordan Mette Frederiksen skulle kunne arbejde sammen med Enhedslisten (hvad der jo næppe var let for Thorning) eller endda De Radikale. Et flertal til blå blok lader til at være meget usandsynligt, selv hvis man gjorde op med alle forbehold overfor Paludan. Og om et samarbejde over midten, et noget sjældent syn i dansk politik, skulle kunne komme på tale, synes jeg dårligt, jeg kan spå om.