D-dag

Nu har man igen markeret den såkaldte D-dag i 1944, og i den forbindelse skyder man disse kæmpende, hvide mænd meget i støvlerne. Ikke mindst at disse skulle dele nutidens værdier, og alt der dominerer og definerer vores syge, rådnende mareridtssamfund.

Dette er naturligvis respektløs propaganda.

Den gennemsnitlige mand, der deltog i krigen delte ikke ShlomoGloboHomo-værdier.

Så godt som alle unge mænd der døde den dag i 1944 ville:

• være imod homoægteskab/homoadoption
• være imod abort
• være imod masseindvandring af ikke-europæere
• anse “transkønnethed” som værende en mental lidelse
• være for dødsstraf
• være imod score/luder-kulturen og promiskuøs optræden
• være imod den svigtende maskulinitet blandt mænd
• være imod suverænitetsafgivelse til overnationale institutioner
• være imod lovløshed
• være imod multikultur

…og så videre. Så tænk på at hvad end vi i dag kan se deres indsats endte med – et totalt nederlag for normalitet og europæiske traditioner, værdier og levevis – så var den gennemsnitlige døde soldat nationalistisk i sin verdensanskuelse, og ville i dag være persona non grata i det politisk korrekte selskab, stemplet som naziracistisk kvindehader.

I DET MINDSTE TALER DE IKKE TYSK I MANCHESTER!

CHURCHILL YES! DE TALER HELLER IKKE TYSK I BIRMINGHAM!!! HIL SEJR!

Vores mål er det normale. Familie, folk og fædreland er i dag revolutionære ideer.

Det er en skør, skør verden.