Det sker at man støder på en historie der udskiller sig fra pestpressens sædvanlige opkast, og rammer en i hjertet.

Historien om Claus er sådan en. Han deltog i DR’s menneskeforsøg, “Gift ved første blik”, der utroligt nok lykkes med at have en endnu højere skilsmisseprocent end vores i forvejen ødelagte, samfundsbærende ægteskabsinstitution. Det ville være et væsentligt mere spændende program, hvis de deltagende par underskrev en kontrakt på mindst 30 års ægteskab og 5 børn. Men nok om DR’s konceptprogrammer, der tryllebinder sofagoyim.

Det er Claus’ tale til hans arrangerede kone, der var interessant, hvor han talte om hans svære skoletid.

Claus havde ellers en tryg opvækst i dagpleje. Men de andre fra klassen havde gået i børnehave sammen. Derfor var Claus udenfor fra start. At Claus også var lettere overvægtig, gjorde kun ondt værre.

Claus blev mobbet hele sin skolegang. Der var næsten ingen grænser for, hvad han skulle stå model til i skoletiden. Han blev kaldt tyk og grim og fik at vide, at han lugtede. Én bestemt episode hænger særligt fast.

– Vi havde om 2. verdenskrig. Og på et tidspunkt begynder nogle af mine klassekammerater så at sige, at det ikke var Hitler, der gassede jøderne, men at det var mig.

Mobningen fik Claus til at trække sig ind i sig selv. Han kunne ikke lide at gå i skole og søgte i stedet tilflugt i sporten.

Vi kan jo desværre ikke rejse tilbage i tiden og rødkalke unge Claus om bankmandsspørgsmålet. Så ville han jo have svævet på en lyserød sky hele dagen, over at være blivet genstand for så ærerig en påstand.

Fandtes tidsmaskinen ville Claus så også vide at gaseventyret er et misk-mask af tvivlsomme anekdoter blandt tusinde andre bizarre løgnehistorier, og at denne historie skal arkiveres sammen med fæcesdiamanter, smovsesæbe og masturbationsmaskiner.

Men det er tanken der tæller.

“Når folk siger jeg har bekæmpet min civilisations dødsfjende”: