Hjem / Indsigt / (((Joker)))

(((Joker)))

Denne anmeldelse vil indeholde såkaldte spoilers!

Filmen Joker har gået sin store sejrsgang over hele verden, siden den blev udgivet i efteråret 2019. Filmen har indtjent over en milliard amerikanske dollars over hele verden med et budget på 55 millioner amerikanske dollars. Filmen har været en kæmpe økonomisk succes, og er derved blevet en del af den mainstream vestlige popkultur. Filmen er også den mest indtjenende såkaldte R-rated film nogensinde. R står for restricted, og betyder at børn under 17 ikke må se denne film i biografen, hvis de ikke er i selskab med en voksen.

Filmen er en del af tegneserieuniverset DC Comics. DC Comics er et underfirma under Warner Bros Global Brands and Experiences. Jokerkarakteren er en af de kendteste tegneseriekarakterer fra dette univers, og er en af de kendteste tegneseriekarakterer i hele verden generelt. Han er Batmans ærkefjende, og er derved det modsatte af sin modstander Batman. Batman er orden, fysisk styrke, isolation, rigdom, nægter at dræbe, stoisk, logisk, højteknologisk, farvefattig og seriøs. Joker er kaos, nihilisme, tynd og ranglet, ude iblandt folk, har ingen penge, dræber gerne, meget overdreven i sin mimik, impulsiv, lavteknologisk, farvestrålende og useriøs. Han er kort sagt en psykopatisk dræberklovn.

Men hvordan er Joker så blevet til den, han er? I modsætning til Batmans oprindelseshistorie, som ligger nogenlunde fast, og som er gengivet mange gange på næsten samme måde hver gang, så ligger Jokers begyndelse ikke fast. Fx så er der betydelig forskel fra den oprindelse af karakteren som denne film portrætterer, og den man fx så i Tim Burtons Batman fra 1989.

Noget meget interessant ved denne film er, at den ser ud til at være blevet i vid udstrækning omfavnet af det, man kunne kalde dissident-højrefløjen. Filmen har fået gode anmeldelser hos både dailystormer (dailystormer.name/stormer-movie-review-joker-10-10-spoiler-free/) og identity dixie (identitydixie.com/2019/10/07/joker/), og er blevet dyrket af signifikante opinionsledere i dette miljø som fx Nick Fuentes og Andrew Anglin. Filmen har også affødt en stor mængde revolutionære memes, og selv franske brandmænd er i deres oprør imod den franske stat begyndt at sminke sig som klovne. Men hvorfor har dissident-højrefløjen i høj grad omfavnet denne hollywoodfilm? Hvis man kigger på det, der kendetegner karakteren Joker, så er der ikke umiddelbart meget, der stemmer overens med det, som dissident-højrefløjen prædiker. Og hvorfor skulle Hollywood lave en film, der promoverer værdier, som deres ærkefjende synes om? Og hvis vi, inden vi begynder at gennemgå filmen, kigger på hvem der har lavet filmen, så ser vi et tydeligt mønster:

Instruktør: Todd Phillips (jøde: en.wikipedia.org/wiki/Todd_Phillips#Early_life).

Manuskript: Todd Phillips (jøde) og Scott Silver (jøde: en.wikipedia.org/wiki/Scott_Silver).

Baseret på karakterer af: Bob Kane (jøde: en.wikipedia.org/wiki/Bob_Kane), Bill Finger (jøde: en.wikipedia.org/wiki/Bill_Finger), Jerry Robinson (jøde: en.wikipedia.org/wiki/Jerry_Robinson).

Producenter:

Richard Baratta (ikke muligt at bestemme etniske ophav).

Bruce Berman (Jøde: en.wikipedia.org/wiki/Bruce_Berman#Early_life_and_education).

Jason Cloth (ikke muligt at bestemme etniske ophav).

Bradley Cooper (Halv irer, halv italiener:  en.wikipedia.org/wiki/Bradley_Cooper).

Joseph Garner (ikke muligt at bestemme etniske ophav).

Aaron L. Gilbert (jøde: www.jewishindependent.ca/gilberts-tiff-hat-trick/).

Walter Hamada (ikke muligt at bestemme etniske ophav).

Anjay Nagpal (ikke muligt at bestemme etniske ophav).

Todd Phillips (jøde).

Emma Tillinger Koskoff (jøde: en.wikipedia.org/wiki/Emma_Tillinger_Koskoff).

Michael E. Uslan (jøde: njjewishnews.timesofisrael.com/batman-mogul-produces-a-homecoming-at-deal-jcc/).

David Webb (ikke muligt at bestemme etniske ophav).

 

Musik: Hildur Guðnadóttir (islænding: en.wikipedia.org/wiki/Hildur_Gu%C3%B0nad%C3%B3ttir).

Fotograf: Lawrence Sher (jøde: en.wikipedia.org/wiki/Lawrence_Sher).

Klipper: Jeff Groth (ikke muligt at bestemme etniske ophav).

Casting: Shayna Markowitz (jøde: forward.com/culture/461/cracking-gum-e2-80-93-e2-80-93-and-stereotypes/).

Produktionsdesign: Mark Friedberg (jøde: www.politico.com/states/new-york/albany/story/2012/03/production-designer-mark-friedberg-shares-the-secrets-of-making-the-cinematic-worlds-of-wes-anderson-ang-lee-and-todd-haynes-067223).

Laura Ballinger (ikke muligt at bestemme etniske ophav).

Mark Bridges (ikke muligt at bestemme etniske ophav).

Kris Moran (ikke muligt at bestemme etniske ophav).

 

Skuespillere:

Helt og hovedperson: Joaquin Phoenix (jøde: www.imdb.com/name/nm0001618/?ref_=ttfc_fc_cl_t1).

Skurk: Robert De Niro (blandet europæer: en.wikipedia.org/wiki/Robert_De_Niro).

Kærlighedsinteresse: Zazie Beetz (mulat: www.imdb.com/name/nm5939164/?ref_=ttfc_fc_cl_t3).

Ond mor: Frances Conroy (irer: en.wikipedia.org/wiki/Frances_Conroy).

Skurk: Brett Cullen (Angelsakser: en.wikipedia.org/wiki/Brett_Cullen#Early_life).

Skurk: Shea Whigham (Nordeuropærer: en.wikipedia.org/wiki/Shea_Whigham).

Skurk: Bill Camp (Nordeuropærer: en.wikipedia.org/wiki/Bill_Camp).

Skurk: Glenn Fleshler (jøde: en.wikipedia.org/wiki/Glenn_Fleshler).

 

Udfra denne liste kan vi allerede danne os nogle formodninger om, hvilke værdier denne film, mon lader komme til udtryk. Men vi bliver jo næsten nødt til at se den, før vi kan være sikre.

Vi starter filmen i et stresset storbysmiljø med vores hovedperson, der er i gang med at påføre sig klovnesminke. Lydene fra gaden udenfor er overdrevet, og vi hører om en skraldemændsstrejke, der har ramt storbyen over radioen. Vi zoomer ind på vores hovedpersons ansigt, og hans grimasser viser os tydeligt, at manden lider psykologisk. Umiddelbart får jeg associationer til den tyske film den blå engel (1930) (en.wikipedia.org/wiki/The_Blue_Angel). Filmen handler om en mand, der følger sine passioner og ender med at blive en psykisk syg mand, der optræder for andre som en klovn (www.youtube.com/watch?v=Lw6GJiGNO74).

Vi klipper til gaden, og ser nu hovedpersonen i færd med sit job som klovn. Butikker er åbenbart villige til at betale mennesker for at klæde sig ud som en klovn for at lokke kunder til deres butik. Og kunder er åbenbart mere villige til at gå ind i en butik, hvis en klovn står og vifter med et skilt udenfor? Filmen har en tydelig 70’er æstetik, der prøver at ligge sig meget tæt op de film, der blev produceret i 1970’erne i USA. For mere information on den periode henføres her til anmeldelsen af The Irishman (dagensblaeser.net/2019/12/13/anmeldelse-af-the-irishman/).

Vores hovedperson bliver berøvet og får tæsk af en flok puertoricanske unge. Det er tydeligt, at filmens fotograf og instruktør har set The French Connection mange gange og prøver at kopiere dens stil i sekvensen. Musikken til sidst i sekvensen viser os tydeligt, at vi skal have ondt af vores klovn. Herefter er vi til stede ved en terapisession med vores hovedperson og en kommunal behandler. Sekvensen konkluderer direkte, hvad vi lige har set med vores egne øje: Manden er psykisk syg og storbyen gennemgår en voldelig og konfliktfuld periode. Hvis vi skulle være i tvivl, så siger karaktererne det heldigvis direkte!

Herefter følger vi hovedpersonen hjem fra denne seance i en bus, hvor han bliver belemret af et uopdragent sort barn og en overvægtig sort enlig mor. Vi finder her ud af at hovedpersonen b.la. lider af en lidelse, der gør, at han griner ukontrolleret og upassende til tider. Vi begynder allerede her at ane den ikoniske karakter, han engang bliver.

Hovedpersonens gang og kropssprog viser tydeligt, hvilken sørgelig og ynkelig person han er. Og hvis vi ikke selv kan se det, så minder den sørgelige begravelsesmusik fra den tidligere nævnte islænding os tydeligt om det. Han går også langsomt og besværligt op af en meget stejl og lang trappe. Der er ikke meget, der er underforstået i denne film.

Manden kommer hjem til sin enlige mor, han bor sammen med, og vi finder ud af igennem dialog, at moren sender breve til Thomas Wayne, som hun tidligere har arbejdet for. For dem der ikke ved det, er Thomas Wayne far til Bruce Wayne. Bruce Wayne er Batman. Skuespilleren der spiller hans mor, Frances Conroy, er nærmest absurd typecastet som neurotisk kvinde. Hun spiller seriøst altid den type.

Herefter begynder talkshowet it’s live with Murray Franklin, som begge karakterer tydeligt er meget begejstret for. Dette program er tydeligt inspireret af filmen The king of comedy (1980), der handler om en psykisk syg mand, der udlever en fantasi om sig selv som succesfuld igennem en komiker og hans tv-program. Og hvis man ikke lige har opfattet referencen, så spiller stalkeren fra The king of comedy her komikerens rolle. Men det kommer nok som ingen overraskelse, at vores fremtidige Joker drømmer om at være en del af det program, og vi ser en drømmesekvens udfoldet af netop det. Han ser tydeligvis Murray Franklin karakteren som en faderfigur, og fortæller ham endda også direkte, at han elsker ham. Murray Franklin gengælder hans kærlighed foran alle andre, og vores hovedperson, som vi har lært hedder Arthur, nyder tydeligvis øjeblikket.

Vi skifter herefter fokus til et omklædningslokale, der minder utroligt meget om arbejdspladsen i filmen Taxi Driver (1976). Ind går en karakter, der ligner utroligt meget karakteren Wizard fra samme film, der blev spillet af Peter Doyle. Denne karakter giver Arthur en lille revolver som beskyttelse. Travis Bickle (hovedpersonen i Taxi Driver) bevæbner sig også og bruger hans skydevåben i filmens klimaks. Robert De Niro spillede karakteren Travis Bickle i Taxi Driver.

Artur bliver sendt ind til sin chef, og vi ser her en scene, der igen minder utroligt meget om en scene i Taxi Driver. Arthur får skylden for det skilt, der gik i stykker i filmens allerførste scene. Scenen er konstrueret på en sådan måde, at vi ikke kan undgå at føle sympati for Arthur, selvom han udviser voldelige tendenser.

Arthur møder herefter en enlig mulat mor i hans lokale elevator. Vi bliver her serveret for endnu en meget tydelig reference til Taxi Driver. Vi ser herefter Arthur bade sin mor, imens hun tydeligt er nøgen. Et meget foruroligende billede. Arthur leger herefter med sin revolver, imens han spiller utroligt smart. Ligesom Travis Bickle i Taxi Driver. Imens synger karaktererne i hans fjernsyn om, hvor konfliktfyldt verden er.

Arthur besøger herefter en natklub, hvor han lytter til en vulgær standupkomiker, der taler om et rollespil han har med konen derhjemme, hvor han er en undertrykt og forfulgt jødisk historieprofessor på et anset New England universitet, der bytter karakterer for seksuelle ydelser med sine elever. (Det er faktisk med i filmen).

Herefter sker der jo de fleste nok godt kunne have regnet ud: Arthur taber sin revolver, imens han optræder for en flok børn på et hospital, og han bliver herefter fyret. Herefter kommer en meget urealistisk scene, hvor Arthur møder en flok hvide habitklædte unge mænd i metroen. Disse unge mænd er fulde og opfører sig voldeligt og chikanerende overfor Arthur og de andre gæster i toget. De overfalder Arthur, og han slår dem ihjel med hans revolver. Da han kommer hjem, banker han på hos sin enlige mulat mor nabo og kysser hende. Hans transformation er begyndt. Filmen problematiser på intet tidspunkt, at hun er en enlig mor (eller mulat for den sags skyld). Og hvor mange voldelige overfald sker der hvert år begået af hvide investeringsrådgivere? Har nogen hørt om nogen? Filmen har en tydelig agenda.

Vi finder ud af, at de tre unge mænd Arthur slog ihjel i toget, alle arbejdede for Wayne Investments. Fordi hvem kan dog lide hvide mænd, der arbejder med investering? En overfladisk marxistisk konflikt bliver her bragt op i fjernsynet, hvor der direkte bliver sagt, at der er en spænding mellem de rige i byen og de fattige. Thomas Wayne og hans firma repræsenterer så her de rige, imens nogle anser morderklovnen som repræsentant for de fattige. Det er heldigt, at vores karakterer i denne film har adgang til radio og tv. Ellers havde vi da ingen idé om, hvad der foregik.

Arthur åbner ved et tilfælde et af de breve, hans mor bliver ved med at sende til Thomas Wayne. Her finder han af, at hans mor er af den overbevisning, at Thomas Wayne er far til ham. Det er faktisk et plottwist, der har været brugt flere gange i forskellige udgaver af mytologien.  Han opsøger herefter Thomas Wayne ved hans bolig, men møder i stedet Bruce Wayne som barn og Alfred Pennyworth. Han får at vide, at rygtet intet har på sig og efter en voldelig konfrontation med Alfred, flygter han fra rigmandsområdet.

Da han kommer tilbage til hans lejlighed, bliver hans mor hentet af en ambulance, og han kører med på hospitalet. På hospitalet ser Arthur, at Murray Franklin gør grin med hans seneste standupoptræden på hans show. Dette sårer Arthur dybt.

Gadekampe er ved at bryde ud på gaden, imens det lykkedes Arthur at opsøge Thomas Wayne personligt og får her igen at vide, at han ikke er i familie med Waynefamilien. Han får desuden også at vide, at hans mor slet ikke er hans mor. Efter at han finder ud af at dette er sandt, slår han sin (adoptiv)mor ihjel. Vi finder også ud af, at hans flirten med den enlige mulat mor har været indbildning. Hun er ikke romantisk interesseret i ham. Dette bliver Arthur dog ikke fornærmet over og gør intet voldeligt ved sin nabo.

Arthur bliver inviteret med på Murray Franklins show, og imens han øver sig på at begå selvmord foran alle på det show, bliver han opsøgt at to gamle kollegaere. Den ene er oprigtigt bekymret for ham efter at hans mor døde, og den anden er bekymret for, at hans revolver måske er blevet brugt til at slå de tre mænd ihjel med tidligere. Arthur slår den ondsindet kollega ihjel og lader den anden gå. Han er jo helten ikke, så han slår kun onde (hvide) mennesker ihjel. Herefter klæder han sig ud som Joker og tager hen imod tvstudiet. På vejen tager han lille et lille dansenummer på den trappe, han før gik op ad med tunge skridt, så ALLE kan se den kæmpe forandring, han har gennemgået efter, at han slået 5 personer ihjel og er holdt op med at tage sin medicin. Filmen må her sige, at det er godt at følge sine passioner, og gøre som man har lyst til?

Vi når hermed til filmens klimaks, hvor Arthur indrømmer live på tv, at det var ham, der slog de 3 unge mænd ihjel i undergrundstoget. Murray bliver forståeligt nok meget vred på Arthur, og Arthur føler sig forrådt af endnu en faderfigur. Arthur dræber Murray med sin revolver og bliver hermed anset som en leder af den overfladiske opstand, der er på gaden imod de ”rige”. Hermed er hans transformation fuldendt, og han er nu Joker.

 

Så hvad skal man sige til denne film? Hvis man ser på filmen isoleret, så er soundtracket og skuespillet af meget høj kvalitet. Joaquin Phoenix er et modbydeligt menneske, der hader traditionelle hvide mænd (www.bbc.com/news/entertainment-arts-51355206), men han er en meget dygtig og karismatisk skuespiller. Filmen har også givet os en masse fantastiske muligheder for lave spiddende memes, og det er jo selvfølgelig altid godt. Men filmen er altså en standard dekadent, overfladisk og samfundsundergravende jødisk hollywoodfilm med et meget ringe og forudsigeligt plot. Arthur Fleck er ikke en helt. Han er en taber, der kan takke sig selv for sin ulykke og ikke rige hvide mænd. Og ligemeget hvor meget filmen prøver at gøre ham til helten, så lykkedes det ikke, hvis man lige tænker over, hvad der rent faktisk sker i filmen. At han ikke fortæller politiet eller sin arbejdsgiver, at han er blevet overfaldet er hans skyld. At han tager en revolver med på arbejde er hans skyld. Er han ikke slår tilbage, når han bliver overfaldet er også hans egen skyld. Og at folk gør grin med hans ekstremt pinlige optræden som standupkomiker, må man altså også forvente i den branche. Og løsningen på at ikke være en taber er altså ikke at begynde at slå folk ihjel, man ikke kan lide eller som irriterer en. Der vil altid være belastende mennesker, og de forsvinder ikke. Løsningen er at blive et modent menneske og at lære at omgås dem. At følge sine impulser er ikke en god idé, hvis vi vil have en civilisation, der fungerer. Jeg kan godt forstå, at mange unge mænd tørster efter et forbillede, der kan give dem retning og oprejsning. Men det forbillede kommer ikke fra jøderne i Hollywood. Hos dem finder vi kun barbari og dekadence. De forbilleder skal findes i film og litteratur fra før kulturrevolutionen i 60’erne. De forbilleder skal findes i os selv.

 

Filmen får 3 ud af 6 Golden Globe aborter.

 

Opdatering: Joker vandt oscarstatuetter for bedste mandlige hovedrolle og bedste musik i år: www.bt.dk/film-tv-og-streaming/se-hele-listen-her-er-alle-oscar-vinderne

Om Oversætteren

Tjek også

Hunchimpanse går amok i radioen

Black Lives Matter Danmark har tilsyneladende bedrevet ulovlig indsamling. Det er ikke den store overraskelse, …

18
Efterlad et svar

Venligst Log ind for at kommenterer
8 Kommentartråde
10 Tråd kommentarer
11 Følgere
 
Flest stemmer
Hotteste kommentar
11 Kommentarorer
Ingolf GaboldsenHerr ShekellieberMit ansigt når jeg doxer mig selvLarsLarsenOversætteren Nylige kommentatorer
  Abonner  
nyeste ældste mest stemt
Informer om
Kristian Niss
Blæser læser
Kristian Niss

Når du finder film producenter på Wiki og trykker ‘Early Life’

SorteSlyngel
Skribent

Jeg forstod heller aldrig meningen i, at Anglin brugte Joker i det omfang. Fremragende gennemgang forresten. Men har du mulighed for at beskrive din teori ift. dissidenters brug af Joker mere specifikt?

Rodrigo de Borja
Gæst
Rodrigo de Borja

Anglin prøver at gøre brug af kultur og symboler fra mainstreamen til vores egne formål. Joker filmen fik enormt meget omtale før den udkom fordi medierne var helt hysteriske og mente at den ville inspirere terrorisme. Der var endda et interview hvor en journalist spurgte Phoenix hvordan han havde det med at filmen ville inspirere folk til vold. Filmen blev også associeret med incels, “sure hvide mænd” og Alt-Right.

Derudover var der også elementer i filmen, som minder om memes. F. eks. slår hovedpersonen sin gamle og selvoptagede adoptivmor ihjel ved at bruge en pude, Joker taler om muh society og selvfølgelig hele klovne tingen. Der var også ting der kan være memes for sig selv, såsom “you get what you fucking deserve” og trappe dansen.

Der er nationalister, som ikke vil tale om moderne kultur, men det eneste de får ud af det, er at de kan føle sig bedre end pleberne. Der er folk, der er interesserede i at læse hvad en “incel terrorist” som Anglin har at sige når medierne har været så hysteriske, og måske vil de opdage at han er en ganske fornuftig mand. Desuden er det også hjælpsomt at give nogle pointer til læserne, så de kan diskutere filmen med deres venner og give en mere nationalistisk interpretation.

Jeg tror at filmen vil blive ved med at være aktuel i noget tid fordi medierne er begyndt at bruge Joker som et eksempel på en farlig hvid mand. Figuren er også på flere måder relaterbar for mange mænd. Han vokser op med en enlig mor og hendes kærester mishandler både ham og hende. Hun lider af en form for Munchausen, hvor hun har bildt ham ind at han er psykisk og fysisk syg. For at behandle hans sygdomme, bliver han pumpet fuld af piller, der kun gør ham endnu mere ulykkelig og forvirret. Hele hans by er rådden og ulækker, og borgerne er ligeglade med hinanden. Han har kun én rigtig ven og er så ensom at han bilder sig selv ind at han har en kæreste. Selvfølgelig er det fiktive Jew York også et Babylon af forskellige racer.

Ingolf Gaboldsen
Skribent

Jeg vil mene at Hollywood har ødelagt Joker-fortælling med den her fremstilling. Før var han gal og genial. Nu han bare gal, uden komplekse planer, der for alvor stiller masserne i et psykologisk dilemma. Altså bare en solid taber.

Prøv at se kontrasten til Nolans Joker karakter i The Dark Knight

Herr Shekellieber
Gæst
Herr Shekellieber

Kunne begejstringen ikke blot være en primitiv modreaktion på globo-homoernes hysterisk urealistiske angst for konsekvenserne af filmen? Altså, hvis de ikke kan lide den, så kan vi!

Med alt hvad jeg har set og hørt om Joker, så kan jeg ikke finde én eneste grund til at bruge tid på den.

Wuhan...Hvorhenne?
Gæst
Wuhan...Hvorhenne?

God og grundig gennemgang. Jeg har ikke selv set filmen da min filmkalender er fuldt booket af Triumph Des Willens og MurdochMurdoch episoder.

Ikke en e-mail længere
Gæst
Ikke en e-mail længere

Hey blæser redaktion. Jeg fuckede up som en boomer og fik skrevet en mail istedet for blæsernavn, lol. Kan i slette kommentaren? Fhanks fam.

Claus Boatsinker
Redaktør

Jeg har bare fjernet mailen. Håber det er ok.

Mit ansigt når jeg doxer mig selv
Gæst
Mit ansigt når jeg doxer mig selv

Tak based Claus, for at rede en simpel grug hjerne fra sin egen undergang…

Claus Boatsinker
Redaktør

Jeg har ikke set Joker, men dens ophavsmænds frastødende etnicitet ER den vigtigste detalje. Klart kan de fleste ting perspektiveres og analyseres, men der er måske også tilfælde hvor man går en kende i selvsving. Joker er blevet hypet helt vildt af nationalister, men hvis man ville kunne også Alene Hjemme ses som den hvide mands kamp mod zioglobale samfundstendenser. Nogen gange er en film bare en (jødisk) film.

Ingolf Gaboldsen
Skribent

Og den mest eksponeret scene i filmen, “Staircase”-scenen, var med pædofil dømte Gary Glitters sang.

Alexander
Blæser læser

Uden at have set den, tror jeg at filmen taler til forestillingen om en voldelig revolution som mange nationalister fantaserer om. Se bare bøgerne Turner Diaries og Hunter som andre populære eksempler fra højrefløjen, eller filmen Falling Down.

Ingolf Gaboldsen
Skribent

Det minder mere om et Antifa-Riot, hvor man bare smadre gaden uden at komme i mål.

Herr Shekellieber
Gæst
Herr Shekellieber

Har du set Black Pilled/Devon Stacks analyse af Falling Down?

Ingolf Gaboldsen
Skribent

E Michael Jones har også et take på filmen her.