Hjem / Indsigt / Holocaust-historie | Elsie V.

Holocaust-historie | Elsie V.

Dagens Blæser kan helt eksklusivt præsenterer den famøse holohoaxoverlever Elsie V’s historie. En historie om Diarré-sæbe, bizare henrettelser og Heinrich Himmler. Denne historie kunne sagtens være taget direkte fra en Hollywood-film, men den er altså god nok. Dette er den officielle historie. God læselyst.

”Jeg skriver dette for Elsie, en kvinde, der fortæller mig sin historie. Jeg kan stadig se frygten i hendes øjne.”

Elsies historie starter i 1941. Hendes familie havde en fornemmelse af, at Schutzstaffel kunne komme hver dag det skulle være. De forsøgte at skjule nogle malerier, der havde været i deres familie i årevis, så SS ikke ville være i stand til også at tage disse fra dem. Selv samme dag kom SS til deres dør.

De bad hende skynde sig; de tog hende væk. Hun spurgte, om hun kunne tage noget med sig. Det ville de ikke lade hende. Hun spurgte, om hun kunne gå på toilettet. Det lod de hende.

Hun skrev på et lille stykke papir, “Bill, tag til Schweiz”.

Schutzstaffel tog hende fra sit hjem og til et Gestapo-hus i Prag. Her blev hun marcheret udenfor og sat i kvægvogne sammen med andre. Vognene var meget mørke og kolde; de ventede 4 timer uden mad eller drikke.

Kort efter at toget begyndte at køre, nåede de deres destination: Theresienstadt. Også kaldet ”Det Sorte Kors”, denne koncentrationslejr blev oprindeligt bygget som et fort under Det habsburgske monarki. Først under nazisternes besættelse blev det kendt som Theresienstadt. Nazisterne gjorde alt for at holde deres lejre, og det der fandt sted i lejrene, særdeles hemmeligt.

Efter at være kommet ud af kvægvognene, blev de marcheret ned i en kælder. De måtte stå og vente på, at navnene blev råbt op. Hun blev sat til at stå og se på, en mand, der var professor, blive tæsket ihjel; nazisterne lo, imens de slog ham. I kælderen tog nazisterne alt fra dem.

Da de stod og ventede, kunne de se åbne områder i væggen, hvor andre udefrakommende kunne kigge ind og se på dem. Da Elsie kiggede rundt i rummet, kunne hun se blod på væggene og gulvet. Hun lærte også, at de åbne områder i væggene blev brugt af nazisterne til at sætte deres våben igennem for at kunne skyde mod folk i rummet.

De fik deres hoveder barberet; i al denne tid havde de hverken adgang til mad eller vand. Ren udmattelse tvang dem til at lægge sig på det kolde stengulv. Den næste morgen blev de tvunget til at marchere hen til slottet. På marchen faldt mange; hvis nogen forsøgte at hjælpe, tæskede SS dem. Hvis du faldt, ville du også blive tæsket. Da de ankom indenfor borgens murer, vidste de, at der ikke ville være nogen mulighed for at flygte på grund af den voldgrav der omgav slottet. Dem der forsøgte at flygte ville falde til deres død.

Da de var kommet indenfor, blev de ført til et rum af sten, hvor de skulle bo. De måtte sove på det kolde stengulv uden varme og kun en spand til at bruge som toilet. Intet frisk vand. Efter 2 dage fik de en bestemt sæbe til at vaske sig med. Men sæben havde en speciel gift i sig, denne gift gav dem diarré, hvilket gjorde dem syge. Mange døde af dette.

Elsie fortæller, at når de blev marcheret udenfor, ville det være meget koldt, og uden varmt tøj ville mange falde om eller besvime. En jul var Himmler på besøg i lejren. Den dag blev de marcheret udenfor og beordret til at vende sig mod træerne. Da hun vendte sig, så hun mennesker hænge fra træerne. Himmler lo og sagde “God jul”.

I lejren fjernede nazisterne hendes livmoder og pådrog hende en brystreduktion uden bedøvelse. Smerten uden bedøvelse var så stor, at hun besvimede. Efterfølgende blev såret inficeret. De slog hende tilmed omkring infektionsområdet for at pådrage endnu større smerter.

På et tidspunkt svarede Elsie igen til en af SS-officerne og sagde til ham, “Du har djævelen i panden, du kommer i helvede.” Officeren lo, løftede derefter skæftet på sin rifle, slog hende med den og knuste en del af hendes kranium. Derfor har hun en metalplade i hovedet i dag.

Efter at have modtaget et slag mod sit hoved, besvimede hun. Da hun vågnede, befandt hun sig i en meget lille indelukket kasse, hvor hun ikke kunne bevæge sig eller strække benene ud. Hun så ned og kunne se blod overalt. De tvang hende til at blive i kassen i 24 timer. I disse timer fik hun ingen vand, hun led af dehydrering og en hårdt opsvulmet tunge.

I løbet af denne tid bad hun til Gud; Han var hendes eneste håb nu. Hun kunne mærke, at Herren var med hende. Da SS kom for at tage hende ud af kassen, trak de hende i nakken hele vejen tilbage til hendes oprindelige celle og kastede hende ind i et hjørne for at dø.

Men Elsie fandt styrken til at løfte sine arme op mod Gud og følte derefter en bølge gennem hendes krop; hun vidste da, at de kunne bryde hendes krop, men de kunne aldrig bryde hendes sind, fordi hun havde sin Herre med sig.

I det store stenrum, som de var i, døde mange hver dag. Hvis de ville prøve at vise respekt overfor ligene, blev de slået som straf. For at holde sig i live, blev de nødt til at udskifte tøjet fra ligene med deres eget tyndere og mere slidte tøj for at overleve. Lugten fra de nedbrydelige kroppe og stanken af menneskelig afføring var overvældende. Der ville gå mange dage før SS ville fjerne ligene fra cellerne.

Hvis nogen ville hjælpe hinanden, blev de slået for det. De fik kun tyndet suppe med linser og mugne grønne brød at spise.

Lejren blev endelig befriet i 1945, den mand, hun elskede, var en af de mænd, der hjalp med at befri lejren. (Bill, ham hun skrev notatet til og fortalte, at han skulle rejse til Schweiz.) Han genkendte hende ikke, fordi hun var fuldstændig forslået og kun vejede 39 kg. Men hun genkendte ham, og han kom til hende, løftede hende op og bar hende til frihed.

Elsie tilbragte 2 år på et hospital i Hamborg, hvor hun først blev fodret med et rør, der strækkede sig gennem næsen og ned i maven. Hendes krop måtte tilpasse sig at spise igen. Hun måtte lære at gå igen på grund af tab af sin muskelmasse. Efter de 2 år hun tilbragte på hospitalet, blev hun ført til et sanatorium i de østrigske bjerge. Her fik hun det meste af sin højre lunge fjernet på grund af tuberkulose.

Elsie tog sygeplejerskeuddannelse i Zürich; Bill, den mand, hun elskede, sendte hende et telegram og sørgede for, at hun blev bragt til USA. Efter hendes ankomst blev Bill sendt ud af USA på en diplomatisk mission. Hun ventede og arbejdede som sygeplejerske i New York. En dag modtog hun endelig et telegram fra Bill om at rejse til Østrig, så de endelig kunne blive gift. De havde ventet i 12 lange år, før de endelig blev genforenet.

Dette er Elsies historie, en kvinde, der fik alt taget fra hende undtagen sit sind og sin Gud. På trods af sit dårlige helbred hjælper Elsie stadig andre og bringer også mange til Herren. Elsie er som en magnet, og alle hun kommer i kontakt med, vender stadig tilbage for at modtage mere visdom fra hende.

Hun siger altid, “Det er Herren, jeg er kun et instrument.”

Hun fortæller endelig denne historie, så ingen nogensinde vil glemme grusomhederne. Fordi dette må aldrig ske igen.

Elsie V., en Holocaustoverlever

Om SorteSlyngel

Tjek også

Minneapolis, privilegiets by

Hvis man tænker “livet er sgu lidt kedeligt” så kan man næsten hver gang kigge …

7
Efterlad et svar

Venligst Log ind for at kommenterer
4 Kommentartråde
3 Tråd kommentarer
6 Følgere
 
Flest stemmer
Hotteste kommentar
6 Kommentarorer
SkovhuggerSorteSlyngelLarsLarsenClaus BoatsinkerHeksejaeger Nylige kommentatorer
  Abonner  
nyeste ældste mest stemt
Informer om
Svend Goenge
Skribent

Hende Elsie er herre dårlig til at skrive creepypastas.

Heksejaeger
Blæser læser
Heksejaeger

Så onde er dit folk bare, goyim…lad være med at bemærke ting. Det var virkeligt i mit sind, og derfor virkeligt. DU HØRE FRA MIN ADVOKAT ÅÅÅÅÅHHHH HELLIGE MOSES OOOYYY VEEEEEYYYYYYYYY!!!!!!!!!

LarsLarsen
Blæser læser
LarsLarsen

>Vognene var meget mørke og kolde; de ventede 4 timer uden mad eller drikke.

Ooyyyyy the survis wus toirrible, they gave us peanuts but half the bag was air! Oyyyy..

Claus Boatsinker
Redaktør

Men husk at Elsie er fattig og i det tilfælde hun er død er hendes holocaust-overlevende slægtninge også fattige, og skal til tandlæge, og har huller i deres tøj, og har mén efter Mengele forsøg, og har generelt brug for dine penge. Kontakt mosaisk trossamfund og find ud af hvordan du kan aflevere dine penge til disse mange, mange, mange overlevende, stakkels jøder. Der er endda et faneblad på deres hjemmeside der udelukkende handler om dette økonomiske svindelnum… jeg mener, indsamling af midler gennem pression af Tyskland med flere.

LarsLarsen
Blæser læser
LarsLarsen

Øh, jeg betaler allerede skat?

Skovhugger
Blæser læser
Skovhugger

Vigtigt indlæg! Denne stolte fortælling af Elsies trængsel er bestemt ikke en dårlig parodi på anden Mosebog, nej Elsie lyver ikke, det var sandt i hendes tanker; hvor er mine shekeler?