1864 blev året, hvor det danske folk nok engang trodsigt måtte kæmpe for at beholde én af sine allermest centrale og kæreste landsdele – nemlig det smukke Slesvig, som ved krigens udbrud allerede havde tilhørt Danmark i 1000 år.

Krigens tab var en helt igennem ærgerlig situation, der betød, at dette for vort folk mest betydningsfulde stykke hjerteland nu måtte gå fra at være ubestridt dansk, til nu at ligge på tyske hænder. Wælp.  

I årene efter tabet rejste der sig så, som det ofte er tilfældet, en vilje blandt folket om at få bragt denne fortabte landsdel sammen med resten af Riget. Dette fædrelandskærlige sindelag kulminerede i 1920’s folkeafstemning, hvorved danskerne fik tilbagevristet en lillebitte af det hellige Sønderjylland tilbage fra vores sydlige naboer.

Fordi det i år er 100 år siden, at vi fik denne smalle del af vort retmæssige fædreland tilbage, valgte undertegnede for nyligt at køre en lille tur sydpå i min sølvgrå Volkswagen Golf, for at opleve de steder og begivenheder, der både dengang var og stadigvæk burde være en af de vigtigste mærkesager for det danske folk.

Skamlingsbanken

Første stop på vejen gik forbi Sjølunds fagre sletter, nær Kolding. Her står den berømte Skamlingsbanke, der gennem tiden har fungeret som et decideret alter til det danske folk. Her er blevet afholdt et utal af folkefester, hvor det gennemgående tema har været sønderjydernes kamp for at bevare den danske tunge i Sønderjylland, samt retten til at eksistere som danskere i denne naturligt danske region.

Der har fra Skamlingsbanken lydt både tordnende taler fra en lang række kendte landsmænd (og en enkelt jøde, den besynderlige ærkesmovs Meïr Aron Goldschmidt, der som redaktør for sin avis, Corsaren, tværede sin bizarre, jødiske satire ud i fjæset på 1800-tallets hr. og fru Jensen) og buldrende fædrelandssange, løftet til himmels af titusind danske stemmer.

Til de læsere, der eventuelt ikke er bekendt med den sønderjyske situation, så repræsenterer Skamlingsbanken en årelang kamp på tværs af generationer.

En kamp om selvbestemmelse og retten til at eksistere som folk, alt imens ens identitet og sprog undertrykkes af en fremmed magt.

Og netop på Skamlingsbanken står adskillige monumenter og sten, der er rejst til minde om de danskere, som kæmpede for disse specifikke mærkesager.

 

Flensborg kirkegård

Efter det korte visit til Skamlingsbanken, gik turen videre til én af Danmarks tidligere største byer; Flensborg. I det ganske Slesvig findes der i dag et dansk mindretal, bestående af omtrent 50.000 landsmænd. 

En kombination af tyske tilflyttere og tyskificering, både før og efter krigen bevirkede, at der i 1920 var større grobund for en tysk sejr i afstemningen om den såkaldte Zone 2, hvor Flensborg og resten af Sydslesvig hørte ind under.

Hmm… tusindvis af fremmede flytter til område. Indfødte bliver minoritet. Område overgår til de fremmede. Hvor har jeg hørt det før?

I Flensborg drejede vi ned mod den gamle kirkegård, hvor der står adskillige minder fra både Treårskrigen og Anden Slesvigske Krig.

Det første, der mødte os var det formidable og vitterligt enorme bronzemonument, Istedløven, der står stolt i midten af kirkegården.

 

Den stolte statue står som et minde for de mange unge, danske helte, der led martyrdøden under Slaget på Isted Hede. Det var i dette slag, at fædrelandets sønner BTFO’ede de landsforræderiske oprørsstyrker og på den måde vandt en gloværdig, men også dyr sejr til Danmark. 

For tabene var mange, og derfor rejste man mange minder for de faldne, som tak for deres tjeneste til deres folk og fædreland.

Generobring Genforening 2: Fredelig Boogaloo

Slesvig har som sagt været dansk i over tusinde år, før det blev besat af tyskerne i 1864. Det danske folk, på begge sider af Ejderen, har blødt, kæmpet og gået døden i møde for at bringe dette vort hjerteland tilbage i folden – en hellig mission, der endnu ikke er lykkedes…endnu!

Håbet for fremtiden må være, at vi som danskere igen kan gøre krav på dét, der retmæssigt tilhører os som folk. En proces der allerhelst skal foregå fredeligt og ordentligt mellem vore to folkestammer.

Jeg ser frem til den dag, hvor vi igen kan dække Flensborg i Dannebrog og med vore folkefæller i hånden lade Skamlingsbankens fædrelandssange runge ud over vort ældgamle, forhånede og undertrykte hjerteland.

 

“Fra Als til Danevirke,
fra Sli til Ægirs dør
skal Danmarks løver springe
på gyldengrund som før.
Hos angler og hos friser
i genfødt vennelag
skal synges kæmpeviser
om sejrens julidag”